| eksporti for presado: vertikala formato (PDF) kverformato (PDF) | montru ĉiujn eksport-formatojn |
| verkinto [voknomo] | titolo | lingvo | publikigo | identiga kodo | lasta modifo | aspekto |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Christian Wilster | Bonden og hans Søn | Danish | Arg-1074-536 | 2013-02-10 19:26 Manfred | nur tiun forigu | |
| Christian Fürchtegott Gellert | * Der Bauer und sein Sohn | Germana | Arg-1068-536 | 2013-02-10 19:41 Manfred | nur tiun forigu | |
| Hans Erik Jensen | La kamparano kaj lia filo | Esperanto | 1951-06-07 | Arg-1072-536 | 2013-02-10 19:30 Manfred | nur tiun aldonu |
Christian Fürchtegott Gellert, | Christian Fürchtegott Gellert, | |
| tradukita de Christian Wilster | ||
| Ein guter dummer Bauerknabe, | En Bondeknøs, som hedde Hans, | |
| Den Junker Hans einst mit auf Reisen nahm, | Der havde været udenlands | |
| Und der, trotz seinem Herrn, mit einer guten Gabe, | Med Herremandens Søn et Aar, | |
| Recht dreist zu lügen, wiederkam, | Kom hjem til Faders Fæstegaard, | |
| Ging, kurz nach der vollbrachten Reise, | Og i den lille Bondebye | |
| Mit seinem Vater über Land. | Fortalte han nu stolt og krye | |
| Fritz, der im Gehn recht Zeit zum Lügen fand, | Til Fryd for Store som for Smaae, | |
| Log auf die unverschämtste Weise. | Om hvad i fremmed Land han saae; | |
| Zu seinem Unglück kam ein großer Hund gerannt. | Men skjøndt en Deel deraf var sandt, | |
| "Ja, Vater", rief der unverschämte Knabe, | Var der dog meget Løgn iblandt; | |
| "Ihr mögt mirs glauben oder nicht: | Thi to Ting læres let paa Reise, | |
| So sag ich Euchs, und jedem ins Gesicht, | At lyve grovt og høit at kneise; | |
| Daß ich einst einen Hund bei — Haag gesehen habe, | Og Hans forstod saa stærkt at lyve, | |
| Hart an dem Weg, wo man nach Frankreich fährt, | Som Hest kan rende, Fugl kan flyve. | |
| Der — ja, ich bin nicht ehrenwert, | En Maanedstid omtrent forgik, | |
| Wenn er nicht größer war als Euer größtes Pferd." | Da Knøsens Fader Frederik | |
| "Das", sprach der Vater, "nimmt mich wunder; | I næste Kjøbsted Ærind fik, | |
| Wiewohl ein jeder Ort läßt Wunderdinge sehn. | Og med sin kloge Søn han gik | |
| Wir, zum Exempel, gehn itzunder, | Derhen en aarle Morgenstund. | |
| Und werden keine Stunde gehn: | ||
| So wirst du eine Brücke sehn | ||
| (Wir müssen selbst darüber gehn), | ||
| Die hat dir manchen schon betrogen | ||
| (Denn überhaupt solls dort nicht gar zu richtig sein); | ||
| Auf dieser Brücke liegt ein Stein, | ||
| An den stößt man, wenn man denselben Tag gelogen, | ||
| Und fällt, und bricht sogleich das Bein." | ||
| Der Bub erschrak, sobald er dies vernommen. | Paa deres Vei de saae en Hund, | |
| "Ach", sprach er, "lauft doch nicht so sehr. | Og det var godt, at den var bunden, | |
| Doch wieder auf den Hund zu kommen, | Thi baade glubsk og stor var Hunden. | |
| Wie groß sagt ich, daß er gewesen wär? | "En svær Krabat," var Bondens Ord, | |
| Wie Euer großes Pferd? Dazu will viel gehören. | Da frem af Huus med Bjæf den foer. | |
| Der Hund, itzt fällt mirs ein, war erst ein halbes Jahr; | "O Bagateller!" udbrød Hans, | |
| Allein das wollt ich wohl beschwören, | "Ifjor da jeg var udenlands, | |
| Daß er so groß, als mancher Ochse, war." | Jeg saae en Hund, jeg aldrig Mage, | |
| Sie gingen noch ein gutes Stücke; | Har seet til Hund i mine Dage. | |
| Doch Fritzen schlug das Herz. Wie konnt es anders sein? | Tæt ved Berlin den kom imod mig, | |
| Denn niemand bricht doch gern ein Bein. | Først blev jeg bange, men jeg stod mig — | |
| Er sah nunmehr die richterische Brücke, | I kjender vel Berlin af Navn, | |
| Und fühlte schon den Beinbruch halb. | Og troer den er som Kjøbenhavn, | |
| "Ja, Vater", fing er an, "der Hund, von dem ich redte, | Jo Pyt! saasandt som her jeg gaaer, | |
| War groß, und wenn ich ihn auch was vergrößert hätte: | Ti Gange større knap forslaaer; | |
| So war er doch viel größer als ein Kalb." | Den Hund, som sagt, den var saa stor, | |
| Die Brücke kömmt. Fritz! Fritz! wie wird dirs gehen! | Ja! I kan troe mig paa mit Ord, | |
| Der Vater geht voran; doch Fritz hält ihn geschwind. | Jeg selv, som saae den, veed det bedst, | |
| "Ach Vater!", spricht er, "seid kein Kind, | Den var saa stor som nogen Hest." | |
| Und glaubt, daß ich dergleichen Hund gesehen. | Da svared Bonden: "ærlig talt, | |
| Denn kurz und gut, eh wir darüber gehen, | Det undrer mig, skjøndt overalt | |
| Der Hund war nur so groß, wie alle Hunde sind." | I denne Verden rundtomkring | |
| Man seer saa mærkelige Ting, | ||
| At man sit eget Øie knap vil troe. | ||
| Vi gaae nu for Exempel til en Broe, | ||
| I mindre end en Time vi den naae, | ||
| Du mußt es nicht gleich übelnehmen, | Og over Broen vi nødvendig maae. | |
| Wenn hie und da ein Geck zu lügen sich erkühnt. | Paa denne ligger der en Steen, | |
| Lüg auch, und mehr als er, und such ihn zu beschämen: | Og over den man brække maa sit Been, | |
| So machst du dich um ihn und um die Welt verdient. | Naar man har løiet samme Dag, | |
| Det er en vis og afgjort Sag." | ||
| Saasnart han hørte disse Ord, | ||
| En Skræk ham strax i Blodet foer; | ||
| Om Ørene blev Knøsen heed, | ||
| Af Panden sprak ham Angstens Sved. | ||
| Da raabte han: "hør, Fader kjær! | ||
| At gaae saa stærkt er ikke værd, | ||
| I er en gammel Mand og svag, | ||
| Det er saa grumme varmt idag, | ||
| Og man maa spare sine Kræfter. | ||
| Jeg gaaer just nu, og tænker efter, | ||
| Thi naar jeg mig besinder ret, | ||
| Saa var den tydske Hund ei slet | ||
| Saa stor som jeg fortalte før, | ||
| Ja mestendeels jeg sværge tør, | ||
| Den var ei større end en Koe, | ||
| Men dog en prægtig Hund, min Troe!" | ||
| Og atter gamle Frederik | ||
| Med Sønnen hen ad Veien gik. | ||
| Dog Knøsen havde ingen Roe; | ||
| Bestandig den fordømte Broe | ||
| Omkring i Hovedet ham løb; | ||
| Lidt efter lidt, da gav han Kjøb; | ||
| Thi hvem vil ikke gjerne spare | ||
| De kjære Been for Bræk og Fare? | ||
| Og Hans, som sine spare gad, | ||
| Udbrød: "hør, Fader! veed I hvad? | ||
| Jeg tænker idelig paa Hunden, | ||
| Vel var den stor, men dog i Grunden | ||
| Ei nær saa stor, ja neppe halv, | ||
| Den var ei større end en Kalv." | ||
| Verkinto de tiu ĉi Germana poemo estas Christian Fürchtegott Gellert (Kristiano Timodio Gelerto, *1715-07.04 - †1769-12-12). Pri la verkinto vidu ankaŭ la vikipedian retejon http://eo.wikipedia.org/wiki/Christian_Fürchtegott_Gellert resp. la germanan version http://de.wikipedia.org/wiki/Christian_Fürchtegott_Gellert. | De atter frem ad Veien gik, | |
| Og Broen snart i Sigte fik. | ||
| Da haglede den vaade Sved | ||
| Ad Bondeknøsens Lemmer ned, | ||
| Og just som de sig Broen nærmed, | ||
| Da trak han sin Papa i Ærmet, | ||
| Og raabte i sin store Knibe: | ||
| "Hør, Faer! I kan da vel begribe, | ||
| Jeg vilde gjøre Løier kun. | ||
| Hvad jeg fortalte om den Hund, | ||
| Som jeg engang i Tydskland saae, | ||
| Det var ei saadan at forstaae; | ||
| Den var saasandt jeg hedder Hans, | ||
| Omtrent som Hunde her tillands." | ||
| Nu Knøs og Bonde begge To | ||
| Kom heldig over denne Broe; | ||
| Ei Knøsen stødte sig paa Steen, | ||
| Ei heller brak han sine Been, | ||
| Men reent hans Lyvelyst forsvandt, | ||
| Og siden talte han saa sandt, | ||
| At Ingen skulde troet om Hans, | ||
| Han havde været udenlands. | ||
| Traduko de la Germana poemo "Der Bauer und sein Sohn" de Christian Fürchtegott Gellert (Kristiano Timodio Gelerto, *1715-07.04 - †1769-12-12) en la Danan de Christian Wilster. La dana poeto Christian Wilster verkis tiun ĉi fablan poemon laŭ la poemo "Der Bauer und sein Sohn" de Christian Fürchtegott Gellert (germana poeto, vivinta 04.07.1715 - 13.12.1769). |