Hans Christian Andersen,
Jylland |
| |
| 1. Jylland mellem tvende Have |
| som en Runestav er lagt, |
| Runerne er Kjæmpegrave |
| inde midt i Skovens Pragt, |
| og paa Heden alvorsstor, |
| her, hvor Ørknens Luftsyn boer. |
| |
| 2. Jylland, du er Hovedlandet, |
| Højland med Skoveensomhed! |
| Vildt i Vest med Klittag, Sandet |
| løfter sig i Bjerges Sted. |
| Østersø og Nordhavs Vand |
| favnes over Skagens Sand. |
| |
| 3. Heden, ja, man troer det næppe,- |
| men kom selv, bese den lidt: |
| Lyngen er et pragtfuldt Tæppe, |
| Blomster myldre milevidt, |
| Skynd dig, kom! om føje Aar |
| Heden som en Kornmark staaer. |
| |
| 4. Mellem rige Bøndergaarde |
| snart Dampdragen flyve vil; |
| hvor nu Loke sine Hjorde |
| driver, Skove vokse til. |
| Briten flyver over Hav, |
| gjæster her Prins Hamlets Grav. |
| |
| 5. Jylland mellem tvende Have |
| som en Runesten er lagt |
| Fortid mæle dine Grave, |
| Fremtid folder ud din Magt; |
| Havet af sit fulde Bryst |
| synger højt om Jyllands Kyst. |
| |
Verfasser dieses dänischen Gedichtes ist
Hans Christian Andersen (Johano Kristiano
Andersen', *1805-04-02 - †1875-08-04). |
